|
|
|
Fyringsanlæg for biomasse - vandrerist med spreader stoker |
Den vigtigste beslutning ved design af et velfungerende biomasse kraftvarmeværk er valget af forbrændingssystem.
AET har omfattende erfaring
Nogle biomasse typer har et askeindhold med stor tendens til slaggedannelse og tilstopning af kedlens hedeflader. Andre typer har et indhold af fremmedlegemer, der kræver specielle forholdsregler under håndteringen til beskyttelse af udstyret, og under forbrændingsprocessen til beskyttelse af miljøet.
AET’s design af fyringsanlæg og fyrrum samt tilhørende kedelanlæg er baseret på 25 års erfaring i forbrænding af mange typer biomasse, med store forskelle i kvalitet og egenskaber. AET har erfaring med: træflis, affaldstræ, savsmuld, slibestøv og bark, og også med kyllingemøg, kompost, slam, kød- og benmel m.v. |
 |
AET har velfungerende referenceanlæg der udviser mangeårig høj rådighed
Blandt de vigtigste egenskaber AET’s design tilbyder, er:
- God udbrænding
- Lave emissioner med røggassen
- Meget lang driftstid uden stop for manuel rensning, mere end 8.000 timer
- Lavt egetforbrug
- Stor fleksibilitet over for varierende brændselskvalitet
- Robusthed over for fremmedlegemer som f. eks. sten, metaller og glas i brændslet.
- Lavt luftoverskudstal
- Meget høj rådighed
- Høj totalvirkningsgrad
- Lave vedligeholdelses omkostninger
AET har valgt den rigtige teknologi til udnyttelse af biomasse
Via AET-BioSpreadere til træflis, og evt. dyser til pulverformet biomasse, doseres brændslet pneumatisk ind i forbrændingszonen. Små partikler brænder svævende, og større partikler lander jævnt fordelt på risten og danner et hurtigt brændende lag.
Risten, der danner ”gulv” i fyrrummet er en AET-BioGrate af vandrerist typen. Det kontinuerligt vandrende ristetæppe transporterer brændselslaget langsomt frem mod fronten af kedlen, hvor asken efter udbrænding falder ned i slaggefaldet. Hastigheden kan tilpasses variationer i brændselskvalitet og askeindhold indenfor vide rammer.
Ca. halvdelen af forbrændingsluften, primærluften, tilsættes op gennem risten, via små luftdyser i ristelemen¬terne. Sekundærluften tilsættes forbrændingszonen gennem flere sæt luftdyser, der ved strategisk placering sikrer en effektiv opblanding af røggasser og forbrændingsluft. Pga denne trinvise forbrænding er NOx emissionen lav.
I modsætning til en skrårist, hvor der er udprægede zoner for tørring, forgasning, forbrænding og udbrænding, så er forholdene og belastningen stort set ens over hele vandreristen.
Den optimale forbrændingstemperatur ved et lavt luftoverskud opnås ved recirkulation af røggas. |
 |
|
